Vil din organisation deltage i EU-projekter om sprogteknologi?
25. marts 2024EU-Kommissionen prioriterer udviklingen af europæisk sprogteknologi og kunstig intelligens og udlover derfor medfinansiering på tre projektindkaldelser med et særligt ønske om, at europæiske virksomheder og andre organisationer kan se sig selv løfte nogle helt konkrete opgaver på området.
Der er frist for at søge disse projektindkaldelser d. 29. maj 2024, og der er allerede flere initiativer i gang for at samle mulige konsortier af relevante aktører til at besvare projektindkaldelserne. Digitaliseringsstyrelsen ønsker at hjælpe danske aktører med at navigere i mulighederne for at søge projekterne, og vi vil i den forbindelse gerne høre fra jer, hvis I har interesse i et eller flere af de tre projekter. Foruden medfinansiering fra EU-Kommissionen, vil deltagelse i et eller flere af projekterne give din organisation indflydelse på udviklingen af fremtidig europæisk infrastruktur inden for sprogteknologi og kunstig intelligens. Vi hører gerne tilbage fra din organisation senest d. 5. april 2024.
EU-Kommissionen har stor interesse for udviklingen af europæisk sprogteknologi og kunstig intelligens, og d. 29. maj 2024 er der frist for at søge tre projektindkaldelser inden for området. Disse handler hhv. om at:
- Tilvejebringe data og fine-tune eksisterende sprogmodeller.
- Konsolidere det europæiske sprogteknologiske økosystem.
- Tilvejebringe en open-source europæisk grundmodel til fine-tuning.
Du kan læse mere om de tre projektindkaldelser i Digital Europe arbejdsprogrammet på s. 98-103.
Det er en vigtig agenda for Danmark og Kommissionen, at virksomheder og andre organisationer kan komme i spil som mulige aktører til at løfte disse opgaver, enten alene eller som del af et konsortium. Kommissionen udlover derfor medfinansiering til projektindkaldelserne. Den eller de aktører, som vinder projektindkaldelserne, vil gennem projekterne få indflydelse på udviklingen af fremtidig europæisk infrastruktur inden for sprogteknologi og kunstig intelligens. Der er på nuværende tidspunkt allerede etableret en sammenslutning af en række europæiske medlemsstater under navnet ALT-EDIC, som er ved at mobilisere et bud på et konsortium, der kan besvare ovenstående projektindkaldelser og løfte de beskrevne opgaver.
Digitaliseringsstyrelsen søger i den forbindelse et overblik over danske virksomheder og andre organisationer, som har en interesse i at søge eller på anden vis deltage i konsortiedannelse målrettet ovenstående projektindkaldelser – fx i samarbejde med ALT-EDIC eller i andre konstellationer. Dette er dels med henblik på at afdække interessen for, at Danmark som land deltager i ALT-EDIC, da dette vil fremme danske virksomheders muligheder for at blive taget i betragtning som samarbejdspartner.
Hvad skal jeg gøre på vegne af min organisation?
Hvis din organisation har interesse i ovenstående projektindkaldelser, vil vi meget gerne høre fra dig, og meget gerne senest fredag d. 5. april 2024. Du kan henvende dig på info@sprogteknologi.dk. Hvis din organisation er interesseret i et evt. samarbejde med ALT-EDIC, er det derudover særligt vigtigt, at du henvender dig til os snarest, da Digitaliseringsstyrelsen i så fald vil forsøge at hjælpe med at få sat din organisation i betragtning som potentiel samarbejdspartner.
Digitaliseringsstyrelsen samarbejder dertil med andre europæiske lande om at afholde et online matchmaking-arrangement i forbindelse med projektindkaldelserne. Der er udelukkende tale om matchmaking med henblik på at finde tværeuropæiske konsortiepartnere. Arrangementet er derfor relevant for dig, som ønsker at søge en af ovenstående projektindkaldelser, men som mangler kontakt til udenlandske partnere. Arrangementet finder sted d. 4. april kl 14:00-15:00. For tilmelding kan du også skrive til info@sprogteknologi.dk.
Hvad er Digital Europe Programmet?
EU’s Digital Europe-program har til formål at understøtte den digitale omstilling i Europa, fx når det kommer til kunstig intelligens, cybersikkerhed og udviklingen af en europæisk dataøkonomi. Med et samlet budget på 55,9 mia. kr. er Digital Europe-programmet en vigtig kilde til medfinansiering af digitale projekter i Danmark, og som en digital frontløber har danske aktører gode forudsætninger for at præge EU’s digitale udvikling gennem programmet og drage samfundsmæssig nytte heraf. Digitaliseringsstyrelsen afholder i april to webinarer, hvor du kan blive klogere på, hvordan du ansøger om midler til Digital Europe-programmet. Du kan læse mere om dette og tilmelde dig her.
Hvad er ALT-EDIC?
ALT-EDIC står for ”Alliance for Language Technologies – European Digital Infrastructure Consortium”, og udgør en ny type af juridisk enhed (en EDIC), som er blevet introduceret i EU's program for det digitale årti. ALT-EDIC består på nuværende tidspunkt af 11 europæiske medlemsstater. Derudover er der 8 observatører, heriblandt Danmark, som på nuværende tidspunkt er ved at afklare eventuelt medlemskab. ALT-EDIC har til formål at løfte europæisk sprogteknologi inden for fem områder:
- Tilvejebringelse af højkvalitetssprogdata.
- Finjustering af eksisterende sprogmodeller.
- Pulje computerkraft og andre ressourcer til at understøtte udvikling af nye sprogmodeller.
- Tilvejebringe metodologier for evaluering og certificering af sprogmodeller.
- At styrke det europæiske sprogteknologiske økosystem.
ALT-EDIC kan ikke gøre alt dette alene og søger derfor virksomheder og andre organisationer, som har kompetencer inden for sprogteknologi, og som kunne tænke sig at tage del i samarbejdet.
Vil du deltage i referencegruppen?
Digitaliseringsstyrelsen vil oprette en referencegruppe for ALT-EDIC bestående af danske aktører fra den private og den offentlige sektor samt fra forskning. Dette er med henblik på at orientere om udviklingen i ALT-EDIC og indsamle relevante inputs og feedback, således at der kan blive taget højde for danske interesser, såfremt Danmark vælger at melde sig ind ALT-EDIC. Hvis din organisation har lyst til at sidde med i denne referencegruppe, må du også gerne henvende dig til info@sprogteknologi.dk.